61-årig dykker fundet druknet i nat
Ved 22-tiden blev der slået alarm om en drukneulykke i vandet udfor Klintevej i Hundested, kort før var en 61-årig dykker fundet livløs i vandoverfladen.
En træningstur for to dykkere fra Viby endte fredag aften ved 22-tiden fatalt for en 61-årig mand.
Den 61-årige dykker trænede snorkeldykning i mørke sammen med en 31-årig mand, men kort efter kl. 22 blev han fundet livløs i vandet, det oplyser Nordsjællands Politi.
Først på natten havde politiet endnu ikke fået underrettet de pårørende til den omkomne dykker, hvorfor oplysningerne var sparsomme, men de pårørende er nu underrettet.
Senere har Nordsjællands Politi bekræftet Lokalavisen.dk's oplysninger om at den 61-årige mand døde under dykning med snorkel i mørket, og at begge dykkere var korrekt udstyret til at foretage dykkerturen - alligevel skete ulykken.
Den 31-årige dykker fandt pludselig sin 61-årige makker liggende livløs i vandoverfladen, og bjærgede den livløse mand ind på land.
Ulykken skete omkring 200 meter fra kysten, udfor Klintevej i Hundested, og der blev givet førstehjælp til den 61-årige mand, både af den 31-årige mand og personer som der løb til hjælp.
Kl. 22.07 blev der slået alarm, og redningsfolk fra brandstationen i Hundested rykkede ud sammen med ambulancer, akutlæge og politi til ulykkesstedet ved Klintevej.
Trods indsatsen kunne akutlægen blot erklære den 61-årige mand for død på stedet efter en længere indsats.
Det skal nu undersøges om den 61-årige mand døde ved en drukneulykke, eller om han blev ramt af feks. et hjertestop i vandet.