Fortsæt til indhold

Købte privat ind på kommunens regning

En tidligere praktikant i Hillerødbørnehave har fået dom for at misbruge kommunens betalingskort

Krimi
Tim Panduro

Det virkede som en bekvem måde at slippe uden om gæld – men i stedet endte det med en regning og en ny gældspost, da en 32-årig kvinde i december sidste år drog på indkøb i flere butikker i Hillerød.

Betalte gæld

Kvinden medbragte et betalingskort fra en lokal daginstitution, hvor hun var i praktik. Men det var private indkøb, der røg over disken, da hun den 14. og 15. december aflagde besøg i Føtex, Netto i Gallerierne og Bilka i Slotsarkaderne. Hun købte for i alt 9378,68 kroner.

Kvinden forklarede ifølge retsbogen, at hun havde gæld, og betalte af på gælden ved at udlevere varerne. De dyre køb blev ikke overraskende opdaget, og kvinden blev meldt til politiet.

Hun har siden indgået en afbetalingsaftale med kommunen.

Retten valgte at taksere straffen til 20 dages betinget fængsel – men hun slipper ikke for at skylde penge væk. Ud over tilbagebetalingen til kommunen, skal hun nemlig betale sagens omkostninger.