Fortsæt til indhold

Politijagt på to helt unge ved Voldum

To unge biltyve på 14 og 15 år blev sporet af politihunde natten til fredag

Krimi
Michael Wulff

Østjyllands Politi sendte natten til fredag flere patruljer ud i området ved Voldum i den østlige del af Favrskov Kommune.
Det skete, da der fredag kl 01 indløb anmeldelse om et muligt indbrud på Hvalløsevej syd for Randers.
Hurtigt fandt en patrulje en forladt firhjulstrækker, som var kørt fast på en mark.

Hunde gik spor

Politihunde blev sat til at gå spor, som det hedder i politisproget.
Det var gode spor, for hundene fik hurtigt færden af en gerningsmand, som havde gemt sig under en sættevogn. Det viste sig at være en kun 15-årig ung mand. Han blev anholdt kl 02.45.
Politihundene fortsatte deres eftersøgning, som endte ved kirken på hjørnet af Voldum-Rudvej og Stobdrupvej.

Fandt en 14-årig

Lidt lokalkendskab hos betjentene sendte dem til en institution i nærheden. Her blev en kun 14-årig ung fyr anholdt kl 03.31, fortæller Østjyllands Politis døgnrapport.
Begge de anholdte blev løsladt efter afhøring, men de sættes i forbindelse med endnu et forsøg på brugstyveri, lyder det fra politiet.