Fortsæt til indhold

Bølge af tricktyverier skyller ind over Nordsjælland

Krimi
Jesper Lundh

Efter et døgn med opsigtsvækkende mange tricktyverier advarer Nordsjællands Politi nu mod de listige kriminelle. Det sker blandt andet via sms til tusindvis af borgere.
Pinse lørdag gik det ud over flere ældre borgere i Hillerød, Kgs. Lyngby, Gentofte, Værløse og Frederikssund.
"Den gennemgående fremgangsmåde har været at en eller flere udenlandsk udseende personer retter henvendelse til primært ældre kvinder, som efter at have skabt forvirring ved spørgsmål om vejvisning snupper de guldhalskæder og guldarmbånd," oplyser politiet i smsm'en.
Ved et af tyverierne lørdag formiddag flåede tricktyvene en halskæde af halsen på en 85-årig kvinde på Lottenborgvej i Lyngby, så hun begyndte at bløde. Forinden havde de skabt lidt forvirring, og umiddelbart bagefter flygtede de i bil.
"De fremsætter ingen trusler, så det er ikke et røveri, men det er jo virkelig groft," siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Henrik Rasmussen til Lokalavisen.dk.
I Gentofte gik det ud over en ældre kvinde i kørestol, og på Værløse station forsøgte tyvene at distrahere en ældre kvinde ved at smide en 200-kroneseddel på jorden umiddelbart efter at hun havde hævet penge i en automat. Det lykkedes dog hverken at stjæle hævekort eller penge.
På Bauneporten i Lyngby forsøgte en kvinde tre gange at lægge et falsk guldsmykke om halsen på en 82-årig kvinde. Den ældre kvinde afviser tricktyven alle tre gange - og til sidst stikker hun tyven en lussing, for blive fri for hende. Det lykkedes, og kvinden hoppede ind i en mørkeblå personbil, hvor flere kumpaner ventede.
I flere tilfælde kørte tricktyvene i en sølvfarvet Mercedes med udenlandske nummerplader samt i en mørkeblå personbil af ukendt mærke.
Hvis du har oplysninger i forbindelse med de seneste dages tricktyverier, kan du kontakte politiet på 114. Det samme gælder, hvis du ser noget mistænkeligt.