Storindkøb endte i behandlingsdom
27-årig mand var sindssyg i gerningsøjeblikket, da han købte ind for over 100.000 kroner
Dankortet kom på overarbejde, da en 27-årig mand 10. og 11. maj drog på indkøb i hovedsageligt Hillerød:
32.104 kroner i El-giganten på Slangerupsgade. 4587,63 kroner hos Würth på Ægirsvej. 40.040,60 kroner hos Bilka i Slotsarkaderne. 34.459,24 kroner hos Lyddæmper Centralen på Falkevej. Listen over besøgte butikker når i alt syv..
Den 27-årige havde dog et problem. Der var ikke dækning på kortet - og det var han klar over. Derfor befandt han sig forleden som tiltalt ved retten i Hillerød.
Manden erkendte de mange indkøb.
Den 27-årige har en stribe diagnoser, der gør, at han har været at betragte som sindssyg, da han brugte de mange penge.
Anklageren bad om en behandlingsdom, og det fik den tiltalte.
De næste år skal han være under ambulant psykiatrisk behandling og skal lade sig indlægge, såfremt Kriminalforsorgen i samarbejde med en overlæge beslutter det.
Han skal desuden betale erstatning til de besvegne virksomheder og får en regning for sagens omkostninger.