Fortsæt til indhold

Bøde for ulovlig buskørsel

Kommunen har fået en bøde, fordi brandvæsenet kørte uden korrekt tilladelse

Krimi
Peter Friis Autzen

Fredericia Kommune skal betale 10.000 kroner i bøde, fordi Fredericia Brandvæsen tilbage i 2012 ikke havde tilstrækkelig styr på vognmandstilladelserne omkring buskørsel.
Den tidligere vognmand, Palle Skov Damkjær anmeldte sagen til politiet, da Trafikstyrelsen ikke ville gribe ind. Og den anmeldelse er nu endt med et bødeforlæg til kommunen på 10.000 kroner.
De manglende tilladelser betød, at to af brandvæsenets busser i knap tre måneder kørte rundt med passagerer uden at have tilladelse til det. Og yderligere syv busser kørte uden tilladelse i én dag. Der blev blandt andet kørt med passagerer til og fra institutioner.
Den ansvarlige for buskørslen, beredskabschef Kaj Petersen, erkendte allerede sidste år, at der var kørt uden de nødvendige tilladelser. Trafikstyrelsen kunne ikke genkende kommunens udlægning af sagen, men vurderede, at sagen var for lille til en politianmeldelse.
Det mente Palle Skov Damkjær imidlertid ikke. Han anmeldte sagen, som nu er afsluttet.
“Sagen er afgjort. Bøden er på 10.000 kroner. Og den er allerede betalt, “siger Kaj Petersen.
“Vi begik en fejl. Og det har vi erkendt,” tilføjer han.
Kaj Petersen understreger, at bøden er udstedt til kommunen og ikke til ham personligt.
Palle Skov Damkær er selv tidligere vognmand. I frustration over kommunens optræden overfor vognmandsfaget begyndte han at grave i, om kommunen selv havde styr på papirerne. Og det gravearbejde førte ham til afsløringen af bussernes manglende tilladelser.