Politiker fik blodprop i hjertet midt under byrådsmøde
Jamil Cheheibar måtte under byrådsmødet i sidste måned i al hast køres til Rigshospitalet for at få en akut hjerteoperation
Byrådspolitiker Jamil Cheheibar deltog blandt andet i den halvanden time lange debat om spildevandsplanen på byrådsmødet den 24. oktober, da han pludselig fik det mere og mere dårligt.
"Midt under byrådsmødet slog det til uden varsel. Det gør ubeskriveligt ondt i brystkassen - som om jeg har tonsvis af genstande på den, eller som om jeg ligger mellem to biler. Det er en ubeskrivelig smerte," forklarer Socialdemokraten.
Del efterlysningen: Her er facebookgruppen, du er nødt til at synes godt om
Han husker ikke meget fra aftenen, men tænker mere tilbage på den "i overskrifter", som han forklarer det.
"Jeg mister orienteringen. Det er lidt som at svæve mellem to verdner," siger han.
På aftenen ved han dog godt, hvad smerterne skyldtes. Han har nemlig prøvet det før, da han i 2005, hvor han havde købmandsbutik i Gadevang, fik sin første blodprop i hjertet. Dengang reddede en såkaldt ballonudvidelse ham.
Direktør blev på hospitalet
Heldigvis ilede andre politikere og embedsfolk, som var til stede i byrådssalen, til hjælp. De fik ringet 1-1-2, og Jamil Cheheibar blev kørt i ambulance med fuld udrykning til Rigshospitalet. Socialdirektør i kommunen Vibeke Abel insisterede på at køre med.
"Hun blev på hospitalet, helt til min familie dukkede op. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg var forbi forleden og sige tak. Det er stort, og jeg glemmer det aldrig."
På hospitalet fandt lægerne ud af, at en kranspulsåre i hjertet var 100 procent lukket. To andre var mindre lukket - omkring 70 procent.
"Så det var heldigt, jeg kom så hurtigt til hospitalet, og jeg blev opereret akut. Jeg følte mig virkelig i gode hænder," fortæller han.
Nu har han det efter omstændighederne godt.
"Jeg er træt og kan godt mærke, det var en hård omgang for kroppen. Hvis jeg sammenligner med første gang, jeg fik en blodprop, kan jeg også godt mærke, at jeg er blevet 10 år ældre. Det er hårdere denne gang," siger han.
Men han er i bedring og er ved at samle kræfter til igen at komme på fuldt blus i det politiske liv. Han har også allerede deltaget i gruppemøder med sit parti, men meldte afbud til sidste møde i Arbejdsmarkedsudvalget, som han er formand for, da han blandt andet har haft svært ved at læse de mange dokumenter, der følger med dagsordenen. Han håber dog at være helt klar til byrådsmødet i næste uge.
Ændrer holdning til livet
En blodprop kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og Jamil Cheheibar har faktisk oplevet, at oplevelsen kan ændre ens holdning til livet.
"Man skal huske, at man ikke er herre over sit liv, og man ved aldrig, hvornår det slutter. Jeg er blevet mere opmærksom på at tænke på mine venner, min familie og mine naboer - at huske de gode gerninger og huske at tilgive. Man kommer ufrivilligt til at tænke på en ny måde - faktisk fortolker man begivenheder på en mere positiv måde end tidligere," siger han.