Ingen s-tog før klokken 15
S-togsdriften har været indstillet mellem Hillerød og Holte hele fredag
I tusindvis af s-togspassagerer har hele fredagen måttet leve med forsinkelser og buskørsel i stedet for tog.
På strækningen mellem Holte og Hillerød er der sat busser ind, og s-togene kører generelt uregelmæssigt, meddeler DSB, der fredag formiddag oplevede yderligere forsinkelser på grund af en personpåkørsel ved Hellerup.
Kabeltyveriet fandt sted klokken 2.54 i nat.
"Vi blev kaldt til Høvelte Trinbræt, hvor vores patrulje blev mødt af medarbejdere fra BaneDanmark, der fortalte, at der var blevet klippet otte gange 30 meter kobberkabel", siger specialkonsulent Christian Have fra Nordsjællands Politi.
Han fortæller, at der ikke er vidner til tyveriet. Stedet er ikke videoovervåget.
Den seneste melding fra BaneDanmark er, at man forventer at der kan køre tog på strækningen Hillerød-Holte omkring klokken 15. Indtil da skal man med togbusser.
Der er indsat Togbusser i begge retninger og der kører 2 forskellige bus typer:
Alle turistbusser - der kører som Togbusser - kører direkte mellem Holte og Hillerød.
Alle bybusser - der kører som Togbusser - standser på alle stationer mellem Holte og Hillerød.