Fortsæt til indhold

Mand dømt for u-vending ved færdselsuheld

Det kostede en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet at forsøge at finde en anden vej, efter at uheld lukkede vejen

Krimi
Tim Panduro

En bøde på 2500 kroner, en betinget frakendelse af kørekortet og en regning for sagsomkostningerne blev resultatet, da en 47-årig mand forleden blev dømt for brud på færdselsloven ved retten i Hillerød.

Manden foretog ifølge anklageskriftet en u-vending over dobbelte spærrelinjer på Isterødvejen ved Gadevangsvej om aftenen den 18. marts i år.

Årsagen var, at der forude på vejen var sket et færdselsuheld, der blokerede vejbanen.

Manden nægtede sig skyldig. Han forklarede ifølge domsudskriften at han mente, at en betjent havde givet signal til, at han kunne vende sin bil, der var forsynet med en påhængsvogn.

Afhøring af et par betjente viste dog, at det ikke havde fundet sted. Og retten valgte derfor at dømme efter anklageskriftet.