DNA fældede serierøver i Aarhus
Massiv efterforskning har ført til anholdelsen af en 36-årig mand, som nu er sigtet for fire røverier
Meget tyder på, at det er den nu anholdte 36-årige mand, som står bag fire butiksrøverier i Aarhus over de seneste to måneder.
Der er blandt andet fundet DNA-spor på noget tøj, der blev fundet i nærheden af Skødstrup, ligesom videoovervågning og billeder, der har været offentliggjort i pressen, har givet flere henvendelser fra borgere i sagen.
Manden, som ikke har nogen fast bopæl, blev anholdt 28. oktober af en politiassistent, der havde fri fra arbejde, men tilfældigvis så ham foran et supermarked. Det oplyser Østjyllands Politi.
Endnu 10 uopklarede røverier
Helt præcist er den 36-årige mand anholdt og sigtet for at stå bag et røveri 21. august mod Netto på Finderupvej i Aarhus C samt 23. august mod Lokalbrugsen i Aarhus N, 13. september mod Kiwi i Skødstrup og 14. september mod Aldi i Risskov.
De fire røverier er dog langt fra alt, hvad der er sket af den slags i Aarhus i den seneste tid.
“Vi er fortsat i gang med at efterforske de øvrige 10 lignende røverier, der er blevet begået i Aarhus-området de seneste par måneder, med henblik på at fastlægge, om den anholdte også står bag disse røverier,” lyder det fra politikommissær Lennart Glerup i en pressemeddelelse.
Efter endt grundlovsforhør har den 36-årige mand erkendt de fire røverier og er blevet varetægtsfængslet indtil 25. november.