Fortsæt til indhold

Politijagt med tur i grøften

Episode begyndte med mistænkelig opførsel i Fakta i Hørning og endte med politijagt, en tur i grøften samt anholdelse

Krimi
Af Erland Rasmussen

To mænd gik ind og ud af Fakta i Hørning et par gange.
Det skete lidt ud på aftenen ved 20.30-tiden tirsdag 28. oktober, og de to personers adfærd og hele situationen virkede så mistænkelig på personalet i butikken, at de besluttede at alarmere politiet.
“Personalet følte sig utrygge, og de frygtede, at der var optræk til et røveri,” forklarer vicepolitikommissær Torben Rungstrøm, Lokalpolitiet i Skanderborg.
De to mænd havde imidlertid forladt butikken uden at foretage sig noget og var kørt derfra i bil, da politiet nåede frem.
Politiets patruljevogn satte imidlertid efter de to mænd, men efter en kort jagt, tabte betjentene dem af syne. Lidt senere blev bilen fundet havereret på Damvænget 2 i Stilling. Bilen var kørt i grøften, havde påkørt et elskab, stakit og et buskads undervejs.
En hundepatrulje fandt den ene af de to mistænkte mænd lidt væk fra bilen, mens den anden slap væk.
I bilen fandt politiet ni mobiltelefoner samt forskellige poser indeholdende et ukendt, hvidt stof. Det drejede sig om en pose på 34,88 gram, en på 2,36 gram og fire salgspakker a 1 gram.
Politiet mistænker, at poserne kan indeholde et euforiserende stof. Poserne sendes nu til nærmere undersøgelse på Retskemisk Institut. Den mand, som politiet fik fat på, en 31-årig uden kendt adresse, blev anholdt og vil blive nærmere afhørt i Skanderborg.