Fortsæt til indhold

Tyvekoster kom frem i dagens lys

Østjyllands Politi er på jagt efter beboere, der opbevarede adskilllge tyvekoster

Krimi
Michael Wulff

Politiet ransagede tirsdag over middag en ejendom i en landsby nær Grenaa. Det skete efter et tip fra offentligheden.
"Vi fandt adskillige tyvekoster, hvoraf nogle peger mod Favrskov Kommune," siger politikommissær Arne Nørgaard Mikkelsen fra Lokalpolitiet i Grenaa.
Politifolkene fandt ingen personer på adressen.
"Næh, de er fraflyttet mandag, men vi ved, hvem det er og regner med, at det kun er et spørgsmål om tid, før vi kan foretage anholdelser," siger Arne Nørgaard Mikkelsen.
Han beder om, at folk ikke ringer til politiet, for at høre nyt.
"Vi ved, det er interessant for mange, som har fået stjålet noget, og vi arbejder lige nu på at få et overblik. Siden vil vi offentliggøre fotos af kosterne," lyder det fra politikommissæren.
Tyvekosterne, som politiet fandt tirsdag, stammer fra indbrud begået inden for den sidste måneds tid. Der er designermøbler blandt det fundne. I alt er der for en halv million kroner i værdier.