Brand i Cirkus Tværs er formentlig påsat
Natten til i dag opstod der brand i Cirkus Tværs på Gudrundsvej i Brabrand.
Brandvæsenet fik ved slukningsarbejdet hurtigt kontrol over ilden, og der var ikke fare for spredning til de omkringliggende bygninger.
"Der har været ild i en madras og to andre steder. Det er ikke naturligt, så derfor tror vi, at branden er påsat," fortæller Vagn Martinussen, politikommissær hos Østjyllands Politi.
Der er sket megen røgskade, og nu skal de brandtekniske undersøgelser vise, hvad der præcist er sket på stedet.
En borger i området fortæller til Lokalavisen Aarhus, at han fik en fæl lugt ind i sin lejlighed på femte sal. Han kunne se, hvordan røgen væltede ud, da der blev åbnet til Cirkus Tværs.
Lokalavisen Aarhus har forgæves forsøgt at få en kommentar fra cirkusdirektør Trille Lucassen.