70-årig butikstyv stjal husholdningssprit og kattemad
Butiksdetektiv snuppede den ældre dame, der prøvede at stjæle både i Netto og i Fakta
Af Jens Berg Thomsen
En 70-årig dame fra Græsted havde fingrene for langt fremme, da hun mandag eftermiddag var på indkøbstur i Lillerød. Først indfandt kvinden sig ifølge døgnrapporten fra politiet hos Netto på Torvestræde, hvor hun huggede en flaske husholdningssprit til 17 kroner.
Damen gik herefter - fulgt af en butiksdetektiv - over i Fakta på Allerød Stationsvej. Her tiltuskede hun sig to pakker kattemad, men så gik den ikke længere. Butiksdetektiven tilbageholdt den 70-årige dame, der nu er sigtet for butikstyveri.