“Naboskabet betyder alt”

Der bliver givet knus og kram, nogle af mændene nøjes med et håndtryk, alle griner og smiler de meget, og der fyger indforståede vittigheder mellem flokken af naboer, der, efter at have boet side om side i mere end 40 år, kender hinanden så godt.
"Vi flyttede allesammen ind i 1972, dengang var der jo hverken træer eller buske, så vi plejer at sige, at der kunne vi se hvad naboen havde på sin rugbrødsmad", smiler Lene, mens Rie, der ligger kopper og rundstykker til i dag, byder kaffen rundt.
De fem par flyttede dengang alle ind i nybyggede huse, alle havde de små børn, og snakken gik over de voksende ligusterhække, gadefesterne fortsatte til klokken fem om morgenen og der var altid en hjælpende hånd bag døren overfor eller ved siden af:
"Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden, det var vi både dengang, men også i dag. I dag skulle jeg eksempelvis ud til NIssan med min bil, og så ved jeg, at jeg bare lige skal spørge, så kommer Preben over og kører mig", smiler Hardy mens han driller Preben med, at han er vejens fartdjævel.

Ulykken i 2004

Da ulykken ramte i 2004 havde parrene i Bellahøjparken fortsat et tæt venskab. Børnene var flyttet hjemmefra og børnebørnene var begyndt at ankomme:
"Da vores børn først blev voksne var der ligesom ikke dem til at binde os sammen. Vi så stadig hinanden, men alle havde travlt med deres, så det blev ikke til så ofte som de første 20-25 år vi boede her", forklarer Rie og byder wienerbrødet rundt:
"Så kom katastrofen, og så trækker man sammen. Siden dengang har vi haft meget mere med hinanden at gøre".
De otte par oplevede ulykken og eksplosionerne meget forskelligt. Nogle var hjemme, andre på arbejde. Fælles for dem alle var, at de var afskåret fra deres hjem i flere dage. Ulykken fyldte i lang tid efter rigtig meget, og de otte naboer bearbejdede oplevelserne sammen:
"Så snart man så en af naboerne ude på vejen, gik man ud for at snakke, i begyndelsen gik det jo meget på, hvad der var sket med vores huse, men ellers var det bare for at spørge, hvordan det gik", siger Lene og de andre nikker bekræftende:
"Ulykken fyldte rigtig meget i lang tid, og ind imellem gør den det da stadig, så dukker det hele op igen", forklarer Brita og takker ja til en tår kaffe mere.

Ingen ville flytte

Mange af beboerne i Seest måtte efter ulykken i længere eller kortere tid flytte fra deres hjem, da skaderne skulle udbedres på deres huse. Men ingen af de otte overvejede på noget tidspunkt, om de skulle finde et andet sted at bo:
"Slet, slet ikke. Hvorfor skulle vi det", spørger Lasse der mener, at de ikke kunne finde et bedre sted at bo:
"Vi er tæt på byen og på skov. Og så kendte vi hinanden så godt, at den tanke havde vi slet ikke".
De andre er helt enige, at flytte var ikke en mulighed:
"Naboskabet betyder alt for os, og det ville vi slet ikke undvære", siger Lisa.

10-året for ulykken

Den 3. november er 10-året for ulykken.
Grunden, hvor fyrværkerifabrikken engang stod, er tom, og som så mange andre af beboerne i Seest glæder de sig i Bellaparken over, at planerne om boliger på stedet endelig bliver til noget:
"Man bliver mindet om det hver gang man kigger derned. Det har taget ti år, og det er på tide at der sker noget", konstaterer Preben.
I forbindelse med 10-året for ulykken har henvendelserne fra diverse medier fyldt meget.
Rie er blevet kontaktet af både DR, TV2, Berlingske og Jyllandsposten, der gerne vil skrive om ulykken og dagen dengang i november:
"Nu markerer vi den her dag, men så skal det heller ikke dyrkes mere. Vi kan ikke løbe fra det, og også fremover vil det være en del af vores historie. Men vi behøver ikke køre mere rundt i det nu", siger Rie, inden det er tid til at komme videre med dagens gøremål for de travle efterlønnere og pensionister.

Naboskabet består

De otte naboer vil fortsætte med at mødes og drikke kaffe og snakke. Om 14 dage skal Preben og Karins guldbryllup fejres og så kommer naboerne selvfølgelig forbi.
For det kan jo ikke være anderledes. Det er sådan det er, og det er det, Lasse & Rie, Günter & Brita, Lisa & Hardy, Preben & Lisa og Lene & Henning elsker ved at bo side om side i Bellahøjparken i Seest.