”Ku’ ha’ smadret et skolebarn”
Stort facadeskilt fra lukket butik landede på skolevej til undren for genboerne
FACADE-NEDFALD ”Braget lød som to biler, der stødte sammen! Det skete midt på formiddagen på en skolevej. Havde skiltet ramt et forbipasserende skolebarn, kunne det have smadret vedkommende…”
Sådan fortæller klinikassistenten Ulla, der er ansat hos tandlæge Dorthe Schødt, hvis praksis ligger ret over for den tidligere og gennem længere tid tomme Kvik købmand på Stadionvej i Hundested.
Da klinikkens ansatte en dag i starten af oktober kiggede ud af vinduet for at se, hvor larmen kom fra, kunne de konstatere, at det store skilt over den forladte købmandsbutik var faldet ned på fortovet.
Da de ansatte i tandlægeklinikken mødte næste dag, var skiltet, der er 5-6 meter langt og består af plastikvægge med metalrammer, blevet slæbt ind i gården på bygningens østlige side.
Baldakinen kan snart ryge
Her ligger det stadig pr. 29. oktober, har avisen konstateret ved selvsyn.
Bygningens baldakin af stof ser ud til at kunne blive næste genstand, der river sig løs og falder ned, idet den hælder kraftigt mod højre side og ser forfalden ud.
Det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar fra ejeren af bygningen, som står uplejet hen med graffiti på facaden og lejlighedsvis smadrede ruder.
Halsnæs Kommunes afdeling Miljø og Teknik siger til Halsnæs Avis, at man ikke har ansvar for grunden og ikke er bekendt med nogle planer for bygningen, da den er på private hænder.