Tyv på tankstation løb lige i favnen på politiet
Christina S. Johansen
Under en patrulje natten til 23. oktober bemærkede Østjyllands Politi en mistænkelig mand på en tankstation på Randersvej i Aarhus N.
Da de kørte ind på tanken, kunne de konstatere, at personen tog to poser med sprinklervæske og lagde dem i bilen - uden at betale for dem tilsyneladende.
Råbte “stoooop tyven”
Mens patruljen var i gang med at tale med denne person, kom en anden mand løbende mod bilen med en ramme dåseøl i favnen, oplyser Østjyllands Politi.
Efter ham kom en ansat fra tanken, der råbte “stop tyven.”
Personen blev pågrebet, og sprinklervæske samt dåseøl blev leveret tilbage til tankens ansatte.
De to mænd på 35 og 28 år fra henholdsvis Aarhus N og Tranbjerg blev sigtet for butikstyveri.
De er begge løsladt efter endt afhøring.