Brandvæsen kølede bremser
Af Erland Rasmussen
Et af sporene på motorvejen i sydgående retning ud for Hørning blev kortvarigt lukket onsdag aften. Det var Brand & Redning Skanderborg, der klokken 21.34 blev tilkaldt til, hvad der i første alarm-melding blev beskrevet som brand i lastbil.
Imidlertid var der tale om varme bremser. Brandvæsenet kølede lastbilens bremser ned med vand, mens den holdt i nødsporet. Det tog syv til 10 minutter, oplyser beredskabsinspektør Dan Jensen. Lastbilen blev derefter hjulpet til nærmeste rasteplads, hvortil en mekaniker var tilkaldt.