AaB fans fejrede sejr med ulovlig graffiti
Glæden over 1-0 sejren torsdag aften over Vejle Boldklub fik kåde AaB fans til at spraymale et tilfældigt lastvognstog
Fornøjelsen blev kortvarig for 34 kåde Aab fans efter 1-0 sejren over Vejle Boldklub i 3. runde af DBU Pokal turneringen.
På vej tilbage mod Aalborg torsdag aften 30. oktober gjorde fansbussen holdt på rastepladsen ved Ejer Bavnehøj øst, og her så nogle af fansene deres snit til at udtrykke sejrsrusen ved at male graffiti på et lastvognstog.
“Vi modtog en anmeldelse klokken 21.48 fra chaufføren, der netop havde fået sit lastvognstog spraymalet. Da vi når derud, finder vi fanbussen og de 34 AaB fans,” fortæller politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Der blev dog ikke brug for politiets assistance, for fanklubben havde inden politiet nåede frem indgået en aftale med chaufføren om at betale for at få fjernet graffitien, og chaufføren ønskede derfor ikke at anmelde episoden.