Spritbilist mister tre køretøjer
En 66-årig mand blev torsdag aften taget af politiet med gigant promille
Egentlig var det lidt utroligt, at en 66-årig mand i aftes overhovedet kunne stå på benene af druk, da politiet stoppede ham på Gl. Færgevej i Esbjerg. Manden, der kom kørende i en Skoda Fabia, havde nemlig en så høj promille, at langt de fleste ville være bevidstløse med så meget alkohol i blodet.
Hele 3,38 promille viste ordensmagtens alkometer, da den esbjergensiske mand blev bedt om at puste i det. Som det sig hør og bør, når alkometret slår ud over det tilladte blev der bestilt en blodprøve, som skal fastslå mandens helt præcise promille, men der hersker nu ingen tvivl om, at manden havde fået alt for meget indenbords til at køre bil.
Hvorvidt manden allerede er kendt for spritkørsel hos politiet ønsker ordensmagten ikke at oplyse, men fra den 1. juli i år har politiet fået bemyndigelse til at beslaglægge spritbilisters køretøjer allerede første gang de tages med for meget alkohol i blodet.
For den 66-årige mand betyder den regel, at han nu har måttet aflevere både sin Skoda Fabia, en Audi og en Vespa Scooter til politiet.