Sådan fuppede de sig til formue på Odset Live
Her er fidusen, som førte til, at Danske Spil og Oddset Live blev snydt for en formue.
Midt- og Vestsjællands Politi har netop opklaret en større sag om Oddset-bedrageri, da politiet i går anholdt en flok yngre mænd ved et supermarked med livespil i Roskilde.
Politiet fik ved supermarkedet kontakt til en bil, der var monteret med stjålne nummerplader. Bag rattet sad en 21-årig mand fra Ballerup, der var frakendt kørekortet. Føreren og tre passagerer - tre mænd på 18 og 19 år fra Århus-området - blev alle anholdt som mistænkte for at stå bag dagens forsøg på at bedrage supermarkedet/Danske Spil ved et Oddset Live-spil.
Ved afhøringen på politistationen blev den 21-årige sigtet for 30 forhold om bedrageri i forbindelse med Oddset Live-spil, således at forskellige supermarkeder/kiosker i hele Danmark eller Danske Spil tilsammen havde lidt et tab på 200.000-300.000 kroner.
Fremgangsmåden for den 21-årige var at bede ofte en uerfaren ekspedient om spil på Oddset Live for et beløb på 5.000-15.000 kroner uden samtidig betaling få minutter før en kamps ophør. Han undskyldte sig ofte med at have glemt pengene i bilen, hvor han afventede resultatet af det gennemførte live-spil. Hvis live-spillet, som ikke kunne annulleres, faldt ud til den 21-åriges fordel, hævede han gevinsten, og i forvirringen glemte ekspedienten ofte at opkræve den manglende betaling for indsatsen. Hvis spillet ikke faldt ud til den 21-åriges fordel, forlod han blot stedet uden at betale for spillet, hvorved spillestedet/supermarkedet/kiosken led et tab svarende til indsatsen.
Afhøringerne i sagen har givet politiet anledning til at skulle sigte og afhøre endnu en navngiven gerningsmand fra Roskilde-området, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.