Fortsæt til indhold

Knivbevæbnet butiksrøver anholdt efter to røverier

Inden for et par timer i fredags truede en mand kassepersonale til at udlevere penge fra to supermarkeder i Grenaa

Krimi
Af Martin Schultz

For anden gang indenfor en uge har der været væbnede røverier imod butikspersonale i Grenaa. Og i alle tre tilfælde har politiet efter alt at dømme fået fat i gerningsmændene.
Fredag eftermiddag måtte politiet rykke ud til væbnede overfald i to supermarkeder i Grenaa.
Kl. 14.17 henvendte en mand sig ved kassen i Liedl på Østerbrogade, hvor han med en kniv truede ekspedienten til at udlevere et kontantbeløb.
Røveren stak af fra stedet, og selvom flere kunder i forretningen forsøgte at forfølge gerningsmanden til fods, forsvandt manden fra stedet i en ukendt retning.

Politiet anholdt en 28-årig mand

Lidt over en time senere kl. 15.33 gentog røveriet sig i Kiwi på De Lichtenbergsvej i Grenaa.
Det var det igen en mand, som henvendte sig til en ekspedient i forretningen. Også her truede røveren med en kniv ekspedienten til at udlevere et kontantbeløb fra kassen.
Også denne gang lykkedes det manden at stikke af fra stedet, men politiet var på dupperne og kunne efterfølgende anholde en 28-årig mand.
Politiet formoder, at det er den samme mand, som står bag de to røverier.

Politiet har anholdt pølsevognsrøvere

Forrige lørdag var det to unge mænd, som kl. 20.34 røvede 6.000 kr. fra Havnens Pølsevogn på Kattegatvej i Grenaa.
Takket være blandt andet gode signalementer og vidneudsagn fra de unges eget netværk kunne politiet torsdag anholde to unge mænd på deres bopæle i Nord Djurs og Syddjurs.
Mændene på 18 og 19 år har tilstået røveriet mod Havnens Pølsevogn.