Fortsæt til indhold

Slog ung pige ved busstoppested

Krimi
Jacob Nielsen

Sydøstjyllands Politi beder borgerne om hjælp til at finde frem til en mand på cirka 60 år i forbindelse med en voldssag fra Skanderborg, hvor en ung pige blev slået, mens hun ventede på bussen.
Hændelsen fandt sted søndag omkring klokken 15 ved Statoil-busstoppestedet på Ladegårdsbakken.
Manden slog pigen på siden af hovedet, så hun tabte sin mobiltelefon, der gik i stykker. Pigen blev bange og flygtede. Først efter en halv time kom hun tilbage, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Den efterlyste beskrives som: mand på cirka 60 år, 175 cm. høj, tyndt og gråt hår, tynde ben og kraftig overkrop. Han havde en mørkeblå jakke på, som virkede for stor – og desuden havde han et modermærke under venstre øje. Den unge pige oplevede manden som fuld, og det var derfor svært at forstå, hvad han sagde.
Kort tid før voldsepisoden kom en kvinde gående forbi busstoppestedet. Hun beskrives som cirka 30 år gammel, havde kort hår og bar på en pose med noget stort i. Kvinden har muligvis set gerningsmanden, og derfor vil politiet gerne i kontakt med hende, ligesom man også gerne vil i kontakt med andre der kan kaste lys over sagen.
Kontakt politiet på 1-1-4.