Sprøjtede peberspray i hovedet på politihund
En indbrudstyv forsøgte natten til søndag at slippe væk fra en politihund ved at sprøjte peberspray i hovedet på den.
Forinden havde tyven forsøgt at begå et indbrud i en villa på Birkebakken i Hillerød, men husets ejer vågnede, da han hørte lyde fra vinduet. Villaejeren fik skræmt tyven væk og ringede efter politiet, der indledte en større eftersøgning med hunde i området.
Jagten gik blandt andet en tur igennem Pøleå, fortæller vagtchef Søren Bjørnstad fra Nordsjællands Politi.
"Det lykkedes en af hundene at løbe tyven op, men han forsøger at slippe væk ved at sprøjte peberspray i hovedet på den. Det bryder hunden sig selvfølgelig ikke om, og den bliver endnu mere opsat på at få fat i gerningsmanden og bider ham i benet - og det får tyven til at overgive sig", siger vagtchefen.
Politiet ved ikke, hvem den formodede indbrudstyv er. Han vil nemlig hverken oplyse sit navn, sin nationalitet eller noget som helst andet, men Søren Bjørnstad formoder, at han er fra Letland.
Den tavse mand bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag, hvor politiet vil forsøge at få ham varetægtsfængslet for overtrædelse af våbenloven - på grund af den peberspray, han havde på sig - og indbrudsforsøg.
Opdateres...