15-årig fængslet for groft og voldeligt hjemmerøveri
Politiet efterlyser cyklist som vidne
En kun 15-årig dreng er af Glostrup Ret blevet varetægtsfængslet i fire uger for et hjemmerøveri begået på Skolevej i Taastrup. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Drengen blev torsdag anholdt og sigtet for at have deltaget i det grove hjemmerøveri, som fandt sted mandag den 22. september klokken 20.10.
Her trængte to maskerede røvere ind hos et ældre ægtepar, som de truede med pistol og en jernstang. Under røveriet blev manden slået på både arme og ben med jernstangen.
Efterforskningen førte til den 15-årige, men det er endnu uklart, hvilken rolle han har haft i forbindelse med røveriet. En eller flere medgerningsmænd er stadig på fri fod, og derfor søger politiet vidner, som måske har set noget - blandt andet en helt speciel cyklist.
"Vi vil stadig meget gerne i kontakt med en cyklist, som kørte på Skolevej cirka klokken 20 den aften. Vi ved, at han ringede med klokken ad to af røverne, fordi de gik i vejen," siger politikommissær Hans Tonnesen.
Andre som har oplysninger i sagen må også gerne henvende sig til Københavns Vestegns Politi på telefon 4386 1448.