Derfor hoppede Magasin-chef i dametøj
"Når vi runder en halv milliard kroner i omsætning, så lover jeg at møde op i dametøj til et morgenmøde med alle medarbejdere".
Sådan lød det løfte, som Michael G. Dupont udstak til alle sine shop managers, da han tiltrådte som forretningschef i Magasin i Lyngby for snart tre år siden. Dengang lå omsætningen på lidt over 400 millioner, og selv Michael Dupont var overbevist om, at målsætningen om en halv milliard var indenfor rækkevidde, så havde han ikke regnet med, at det ville blive aktuelt at trække i dametøj før efter fire-fem år.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om
Men de sidste tre år er gået over al forventning, og derfor var det et noget usædvanligt outfit, som Michael G. Dupont var trukket i, da samtlige Magasin-medarbejdere fredag morgen var samlet til fællesmøde og champagne kort før åbningen klokken 10.
Her stod forretningschefen - midt på en rød løber og iført selskabskjole med blågrønne pailletter, høje hæle, paryk, lyserød læbestift og kunstige øjenvippere. For i sidste uge rundede byens største forretning for første gang nogensinde 500 millioner kroner i omsætning indenfor 12 måneder. Derfor var det tid til at takke medarbejderne - og til at indfri løftet om et morgenmøde i dametøj.