Traktor udbrændte midt i skoven
Det kunne have udviklet sig, men Favrskov Brandvæsen var igen hurtige, da en lille fejemaskine stod og brændte midt i Frijsenborgskoven langt fra alfarvej.
Den lille traktor var helt udbrændt ved brandvæsenets ankomst, men underlaget, som består af flis, var antændt.
Se TV: Brandbiler i skoven (åbner i facebook)
Jagtlejer slog alarm
Det var en jagtlejer, som tilfældigt opdagede branden kort før kl 10 onsdag formiddag, da han kom kørende på Linen, som forbinder Frijsenborg Slot med Hinnerup.
“Traktoren var udbrændt, men der var fortsat masser af røg og gløder fra branden, som havde bredt sig til flisunderlaget,” fortæller Flemming Thune-Stephensen som alarmerede 1-1-2.
“Det kan jo hurtigt udvikle sig i en skov.”
Flemming Thune Stephensen færdes ofte i skoven, og han mener ikke den lille fejetraktor hører hjemme der.
“Der sker rigtig mange ting i skoven. Jeg tror, det er en stjålet traktor, som man så har sat ild til,” siger han, mens vi i et kryds midt i skoven venter på en tankvogn, som er på vej. Den skal lige have lidt vejvisning.
Nåletræer i fare
Tankvognen kom dog ikke i brug, men indsatsleder Henrik Thue Pedersen, Favrskov Brandvæsen, ser med stor alvor på en brand i skoven netop nu, hvor regnen har været en mangelvarer i uger.
“Nu var traktoren nærmest udbrændt, men gløderne levede i flisunderlaget. Og kommer der pludselig lidt vind, så kan det gå helt galt og få ilden til at blusse op. Og det duer ikke midt i en nåleskov,” fortæller indsatslederen.
Han kunne efter en god halv times efterslukning af skovbunden forlade stedet igen.
Den anden brand i år
Det er anden gang i år, at brandvæsenet bliver kaldt til brand i skoven.
Få kilometer væk brændte et lille skovhus, som blev brugt til opmagasinering af udstyr.
Den brand blev opdaget ved fem-tiden om morgenen den 19. april.
Heller ikke her kom nogen mennesker til skade, men brandårsagen er også i dette tilfælde ukendt.