Indbrudstyv låste sig inde i solcenter
Politiet fandt tyvekoster fra forskellige indbrud i Ålborg og Aarhus
En mand ringede til Østjyllands Politi i går 26. november klokken 11.29 og fortalte, at han havde overrasket en indbrudstyv i en villa på Bakkehegnet i Hasle i det vestlige Aarhus.
Gerningsmanden stak af fra stedet, og politiet sendte straks flere patruljer til området. Her fik en politihund hurtigt snust sig frem til spor af gerningsmanden, og den gik spor fra Bakkehegnet til Højkolvej, Viborgvej og til sidst til Frydenlundscentret.
En af patruljerne gik derfor i gang med at eftersøge manden i centret og fandt en person, der havde det signalement, som anmelderen havde beskrevet.
Tyven gik ind i et solcenter, hvor han låste døren. Han ville ikke låse op til trods for, at politiet flere gange bad ham om det. Betjentene måtte derfor bryde døren op. Her blev han anholdt, og der blev fundet flere tyvekoster dels fra det aktuelle tyveriforhold, dels fra indbrud i en villa i Hasle, og dels fra et indbrud begået i Ålborg, oplyser Østjyllands Politi.
Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus i dag. Efter grundlovsforhør blev manden varetægtsfængslet i fire uger.