"Hvordan skal vi bekæmpe indbrudstyvene?"
Furesø Kommune tager nu borgerne med på råd om indbrudsindsatsen
Furesø Byråd drøftede onsdag aften kommunens nye indsatsplan mod indbrud. I planen indgår en udvidet samarbejdsaftale med Nordsjællands Politi om forebyggelse af indbrud.
Kommunen vil samtidig tage borgerne med på råd om, hvordan der kan sættes yderligere ind på at bekæmpe indbrudskriminaliteten. Det sker gennem et styrket samarbejde med grundejerforeningerne og en særlig borgerfølgegruppe, som har til formål at brede de gode idéer ud til inspiration for alle borgere i kommunen.
Den 2. december mødes repræsentanter for grundejer-, bolig- og borgerforeninger og tager det første skridt til dette udvidede samarbejde.
Læs også: Nu er det nok: "Furesø skal stå sammen mod indbrud"
"Vi styrker nu samarbejdet om forebyggelse af indbrud, og alle skal med", siger borgmester Ole Bondo Christensen.
"Det er helt i ånden med Furesøvisionen - Vi skaber løsninger sammen, at borgerne og de lokale fællesskaber på denne måde bliver involveret i indbrudsindsatsen og sammen med politiet og kommunens medarbejdere sætter ind med initiativer, der kan dæmme op for antallet af indbrud i Furesø Kommune. Det handler om livskvalitet og tryghed. Furesø er en tryg kommune at bo i, og det skal den fortsat være. Derfor er der en stor opmærksomhed fra hele byrådets side på, at vi får indbrudstallet bragt ned i Furesø Kommune", siger Ole Bondo Christensen.
En yderst ubehagelig oplevelse
Også 2. viceborgmester Susanne Mortensen lægger vægt på, at initiativet skal understøtte udviklingen af Furesø som en tryg kommune.
"Vi ved, at det er en yderst ubehagelig oplevelse for borgerne, når de oplever et indbrud i deres bolig. At vi sammen får sat fokus på dette område, glæder os. Vi ser frem til, at politiet og kommunen sammen med borgerne kan opnå en effektiv indsats for at forebygge indbrud samt, at når et indbrud opleves og anmeldes, så er det noget vi alle tager meget alvorligt”, siger Susanne Mortensen.
Læs også: Antallet af indbrud i Furesø næsten fordoblet
Indbrudsindsatsen vil blive fulgt op med yderligere møder for de enkelte grundejerforeninger, der kan være forebyggende i en tid, hvor mange er på juleferie og boligen står tom. Der bliver også ydet en ekstraordinær indsats for, at kommunens medarbejdere også er opmærksomme i nærområderne og kan være med til at spotte mistænkelig adfærd, der kan indikere mulige indbrud.
Til foråret 2015 bliver der gennemført en større kampagne rettet mod alle borgere i kommunen, hvor der gøres opmærksom på de muligheder, der findes for at sikre sin bolig, gøre brug af nabohjælp og i det hele taget øge opmærksomheden på, hvad man kan gøre for at forhindre indbrud i sin og i naboens bolig. Politiet vil følge udviklingen tæt og sætte ind med målrettede indsatser i boligområder, der kan være særligt udsatte i forhold til indbrud.
mw