Fortsæt til indhold

10 unge mænd anholdt i nat

Krimi
Af Kim Belmark

En lille Fiat Punto blev brugt som rambuk, da den eksklusive tøjbutik Daniel i Hørsholm Midtpunkt blev plyndret for varer lørdag aften. Men 10 unge mænd i alderen 17 til 33 år nåede aldrig at blive velklædte, for de blev anholdt senere på natten, da de var i færd med at bære tøjet op i en lejlighed i Bagsværd.
Det var en vaks borger, der omkring midnat kontaktede Københavns Vestegns Politi. Ved boligblokken i Bagsværd holdt en Fiat og en Ford Transit, og store mængder tøj på bøjler blev håndteret videre til skjulestedet i en lejlighed.
Her er facebook-siden, du er nødt til at synes godt om
Dermed kunne politifolkene fra vestegnen glæde kollegerne hos Nordsjællands Politi, som overtog de anholdte 10 unge mænd, De er nu anbragt i celler på politigården i Helsingør.
Mændene fremstilles i grundlovsforhør, en for en, fra klokken 13 søndag, oplyser Ole Hestbæk, vagtchef hos Nordsjællands Politi, til Lokalavisen.dk.
Opdateret søndag klokken 19.20: Fire af mændene blev varetægtsfængslet til 21. november, mens fem er varetægtsfængslet til 12. december. Politiet har tre døgn til at undersøge, om den sidste af de 10 mænd har et alibi.
Rambuktyveriet mod tøjforretningen Daniel blev anmeldt lørdag aften klokken 22.28.