Sådan skræmte 82-årig kvinde blotter på flugt
Jacob Nielsen
En stille gåtur i Idagårdsparken i Slagelse endte mandag middag med en ubehagelig oplevelse for en 82-årig kvinde.
Under gåturen sprang en ung mand nemlig frem foran kvinden, tog sin penis frem og begyndte at onanere. Den 82-årige kvinde tog resolut sin mobiltelefon frem, hvilket fik blotteren til at skynde sig ud af parken i retning mod Idagårds Allé.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi vil gerne i kontakt med folk, som kan have set manden i og omkring parken mandag.
Han beskrives som: 25-30 år, udenlandsk af udseende, almindelig af bygning med brunlig hudfarve og med kort sort hår. Han var iført en mørk vindjakke og mørke bukser.
Ring til politiet på telefon 1-1-4.