Listetyv stak af med beboers pung
Tyv stjal pung i køkkenet mens beboeren læste i stuen
Mens en 70-årig beboer tirsdag formiddag i en ejendom på Herredsvej ved Ugelbølle læste inde i stuen, var der en tyv på spil i køkkenet.
Beboeren hørte lidt før kl. 10 noget ude i køkkenet og så en mand forsvinde ud af køkkenet.
Han forfulgte manden, men nåede kun at se bagenden af en mørkeblå eller sort bil i Golf-størrelse, som forsvandt ad Herredsvej i retning mod Ugelbølle.
Forsøgte at hæve penge på stjålent betalingskort
Da beboeren derefter så sig om i køkkenet, blev han ifølge politiet klar over, at hans pung var forsvundet.
Kort tid efter fik han vished om, at det var listetyven, som havde stjålet pungen, og at vedkommende var stukket af i retning mod Skødstrup.
Der gik nemlig kun ti minutter inden der blev forsøgt hævet penge på et betalingskort, som befandt sig i den stjålne pung.