Fortsæt til indhold

Nægter knivdrab på 27-årig familiefar i Nivå

Krimi
Af Claus Beyer

Den 22-årige formodede gerningsmand til knivdrabet på Rashid Hussein i Nivå nægter sig skyldig, men blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til den 19. december.

22 timer efter at den 22-årige mistænkte knivdrabsmand fra Nivå selv meldte sig til politiet blev han fremstillet ved et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød lørdag klokken 13. Grundlovsforhøret der foregik for lukkede døre efter en begæring fra anklageren, grundet flere genafhøringer af vidner.

Den 22-årige sigtede, er ifølge flere kilder til Lokalavisen Uge-Nyt Fredensborg i meget nær tilknytning til den dræbte, og han gjorde ved grundlovsforhøret meget ud af, at han ikke ville have, at pressen skulle nævne hans navn.

Inden Retten i Hillerød valgte at følge anklagerens ønske om lukkede døre, blev den 22-årige mand fra Nivå sigtet for knivdrabet på den 27-årige familiefar, Rashid Hussein. Den 22-årige nægtede sig skyldig igennem sin forsvarsadvokat.

Retten valgte også at følge forsvarerens begæring om navneforbud i sagen.
Drama i Retten
Mange venner og pårørende til den dræbte familiefar var mødt ved Retten i Hillerød, men i følge Ekstra Bladet fik kun to af disse lov til at komme med ind i til selve retsmødet.

Grundlovsforhøret startede fredeligt, men efter sigtens mod den 22-årige mand fra Nivå var blevet læst op, der vendte stemningen. Broren til Rashid sprang frem gennem retslokalet og ville have fat i den anholdte. Fire politifolk måtte lægge sig i mellem og holde fast i ham og eskortere ham ud ad retsbygningen. Imens råbte den dræbtes kollega: 'Morder' efter den anholdte.