Her er dommen
Jesper Lundh
En 33-årig mor er blevet idømt 40 dages betinget fængsel for at slå sine børn med et bæltespænde gennem en længere periode.
Sagen startede, da de to drenge på 6 og 7 år fortalte deres lærere, at deres mor slog dem. Herlev Kommune meldte moren til politiet i september, og senere samme måned blev drengene videoafhørt.
Begge drenge har fortalt, at de er blevet slået med bæltespændet uden på tøjet i deres hjem i Herlev gennem halvandet år fra januar 2013 til august 2014.
"Børnene gav meget enslydende og detaljerede forklaringer, og det lagde retten vægt på," siger Maja Blomquist Rasmussen, anklager ved Københavns Vestegns Politi.
Moren nægtede sig skyldig og ankede dommen på stedet.