Fortsæt til indhold

Hvem er røveren med den store tud?

Krimi
Arkiv

Bevæbnet med en kniv gik den maskerede gerningsmand på billedet direkte til kassen og råbte "Røveri!", inden han truede ekspedienten med kniven og selv tømte kassen for kontanter. Pengene lagde han i en medbragt plastikpose inden han flygtede ud til en ventende bil, hvor han hoppede ind på passagersædet.
Røveriet foregik i Netto på Elverdamsvej 236 i Ejby ved Kirke-Hyllinge den 13. november fra 21.51 og ét minut frem.
Klik her: Del efterlysningen og hjælp med at fange kriminelle
Røveren beskrives som mand, dansk, hvid hud, ca. 20-40 år, ca. 170-185 cm høj, fedladen, leverpostejfarvet, kort hår, stor næse, iført en grå hættetrøje med lyseblå ryg/bryst og grå ærmer/hætte og med hætten oppe, sorte joggingbukser, sorte sko, og hvide strømper. Gerningsmanden talte dansk, formentlig med lokal dialekt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kniven beskrives som rødskæftet og havde en bladlængde på 8-10 cm.
Flugtbilen er en ældre, mørk personbil, hvis fører politiet ikke har nogen oplysninger om.
Oplysninger i sagen gives til Midt- og Vestsjællands politi, lokalpolitiet i Roskilde, på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114