Hvem er knivrøveren i pengeløs butik?
Fyns Politi offentligør nu billeder af den gerningmand, der tirsdag den 2. december 2014 begik røveri mod Fakta på Skibhusvej i Odense.
Kort før klokken 19.00 kom gerningsmanden ind i butikken, hvor han gik hen til kassen og truede på dansk ekspedienten med en kniv for at få udleveret pengene fra kassen.
Men røveren fik ikke noget ud af sit forehavende, fordi Fakta er en såkaldt pengeløs butik, hvor alle kontanter bliver opbevaret i en boks, som personalet ikke har adgang til.
Efter røveriet stak gerningsmanden af i retning mod Juelsgade. Han beskrives lys i huden, mellem 178 og 182 cm høj og almindelig af bygning. Han havde lyse skægstubbe på kinder og hage. Under røveriet var han iført en brun hættetrøje med lys skrift på brystet, sort hue med huller til øjnene, gule arbejdshandsker, grå træningsbukser med sort stribe langs benet - formentlig af mrk. Adidas - samt sort/hvide sneakers med blå staffering omkring snørehullerne og hvide snørebånd.
Oplysninger om røveren til Fyns Politi på telefon 114.
Vi deler efterlysninger på Facebook. Følg os her.