Fortsæt til indhold

Tre røvere tæskede 67-årig mand

Krimi
Martin Warming

En 67-årig mand fra Hillerød blev fredag eftermiddag overfaldet og slået flere gange med en hård genstand, da han var på vej fra Hornbæk Havn til Hornbæk Station.
Politiet betegner det voldsomme overfald som et forsøg på røveri, da de tre mænd forsøgte at vriste den 67-årige mands taske fra ham - det lykkedes dog ikke, fortæller vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi.
"Det virker umiddelbart som et fuldstændig umotiveret overfald på et helt tilfældigt offer", siger vagtchefen.
Det lykkedes den 67-årige mand at flygte ind i et af Lokalbanens tog, hvor han mistede bevidstheden. Han blev kørt til Hillerød Hospital med svære kvæstelser i ansigtet, og politiet har endnu ikke kunnet afhøre ham på grund af hans tilstand, fortæller Peter Olesen.
Politiet ledte efterfølgende efter de tre gerningsmænd, der alle var maskerede, men uden resultat.
Politiet vil derfor meget gerne høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med det voldsomme overfald, der fandt sted fredag eftermiddag mellem klokken 17 og 18.