Nu er der godbidder
Marker, skov, hestefolde og et trådhegn på to meter blev forceret af politihunden Basse, da han natten til onsdag fik færten af nogle tyve, der havde taget flugten. Efter fire kilometers jagt blev tyvene fanget - kun takket være Basse.
Natten til onsdag fik Nordsjællands Politi en anmeldelse fra Vejdirektoratet, som havde mistanke om at en person var i gang med at stjæle en elektronisk trafikinformationstavle, som var opsat i forbindelse med vejarbejde på Helsingørmotorvejen.
Vær med når vi deler efterlysninger på facebook
Da en hundepatrulje nåede frem, gik politihunden Basse straks i gang med at opsnuse gerningsmændene. Og efter fire kilometer gav Basse hals ud for nogle buske, hvor de to gerningsmænd lå gemt – sammen med en rørtang, der formentlig skulle bruges til de bolte, motorvejsskiltene er monteret med.
De to gerningsmænd blev anholdt, og Basse fik en ekstra godbid, oplyser Nordsjællands Politi.