Fortsæt til indhold

Mand skudt gennem dør - troede det var hjemmerøver

Krimi
Af Kim Belmark

Det fik frygtelige konsekvenser, da en 66-årig mand natten til lørdag hørte det pusle ude foran en dør i kælderen til hjemmet på Ravnsnæsvej i Birkerød, Rudersdal Kommune. Af frygt for, at det var en hjemmerøver eller en indbrudstyv, fandt den 66-årige et haglgevær frem og skød gennem døren. En 26-årig mand fra Helsinge, der befandt sig på den anden side af døren, blev hårdt såret.
"Det var den 66-årige, som slog alarm klokken 01.58. Han frygtede overgreb og skød gennem døren. Den 26-årige blev ramt i højre side af kroppen og havde mistet meget blod, da han kom på Rigshospitalet. Hans tilstand var kritisk, men han er nu uden for livsfare," fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Steffen Østergaard, til Lokalavisen.dk.
Endnu ved politiet ikke, hvorfor den 26-årige mand fra Helsinge befandt sig i Birkerød. Men manden var påvirket og gik angiveligt rundt i kvarteret og bankede på flere forskellige døre.
Den 66-årige mand har jagttegn og dermed tilladelse til at have geværet, som blev brugt. Manden er nu sigtet for forsøg på manddrab. Han blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag og varetægtsfængslet frem til den 2. januar, oplyser Nordsjællands Politi.
Husk: Vi hjælper politiet og hinanden: Vi deler efterlysninger på Facebook. Følg os her.