Minibus og personbil kørt sammen på Kildevejen
Omkring kl. 08.30 kolliderede en minibus og en personbil i krydset Kildevej - Frederiksborgvej i Helsinge. Krydset var spærret i en times tid, og to personer blev kvæstet ved uheldet.
Krydset Kildevej - Frederiksborgvej var igen - igen rammen for et voldsomt uheld fredag morgen.
En minibus fra 'Prebens Minibusser' er tilsyneladende kommet til at køre frem for ubetinget vigepligt fra Frederiksborgvej, og derved stødt voldsomt sammen med en Mazda personbil ude på selve Kildevejen.
Begge biler fik omfattende skader på fronten, og den kvindelige chauffør på minibussen havde nakke og rygsmerter som følge af sammenstøddet.
Skridsporene på uheldsstedet viser at bussen er slået ihvertfald et par meter bagud og sidelæns i kollisionen med personbilen. Akutlægen fik derfor chaufføren forsigtigt udtaget af minibussen, trods omstændighederne blev det ikke nødvendigt at klippe bussen i stykker for at få chaufføren ud.
Både chaufføren og den mandlige bilist i personbilen blev kørt til behandling på Hillerød Hospital, umiddelbart skal de ikke være kommet noget alvorligt til, mens begge køretøjer formentlig har en noget tvivlsom fremstid.
Omkring kl. 09.30 var uheldsstedet blevet ryddet, og trafikken kunne igen passere.