Fortsæt til indhold

Har du mødt gerningsmanden?

Krimi
Jesper Lundh

Politiet efterlyser nu kvinder, som har været udsat for en kun 16-årig blotters forulempelser i morgentimerne på en cykelsti i Odense.
Tilnærmelserne er sket mindst tre gange i den forgangne uge på Falen i det sydvestlige Odense: Fredag den 21. november, tirsdag den 25. og i går onsdag den 26. november.
I alle tre tilfælde er kvinder blevet forulempet af en mand i tidsrummet mellem 07:45 og 08:00, hvor kvinderne blev kontaktet af en mand, der fremviste sin penis og spurgte "om de ville se hans tissemand?"
Del efterlysningen: Facebook-siden, du er nødt til at synes godt om
Gerningsmanden havde i alle tre tilfælde stået ved siden af en knallert på cykelstien langs Falen i nærheden af Odense Eventyr Golf.
Lokalpoliti Odense kørte derfor til området torsdag morgen. Kort før klokken 08:00 fik betjentene øje på en mand, der svarede nøje til signalementet. Han stod på cykelstien ved siden af sin knallert. Manden blev anholdt, inden han fik forulempet nogen.
Det viste sig, at der var tale om en 16-årig dreng. Han var ikke fra lokalområdet, men tilknyttet en uddannelsesinstitution i Sanderum. Drengen blev afhørt på Odense Politigård og herefter overgivet til de sociale myndigheder og værgen. I forbindelse med anholdelsen blev han fundet i besiddelse af en ulovlig kniv samt en mindre klump hash. Han erkendte besiddelse af kniv og hash, men nægtede at være gerningsmand til sex-krænkelserne.
Og nu kommer vi tilbage til spørgsmålet fra politiet: Har du været udsat for en blotter i det samme område? Hvis dit svar er ja, vil politiet gerne tale med dig. Her vil du blive vist et billede af den 16-årige dreng, for at konstatere, om du kan genkende gerningsmanden.
"Såfremt der er borgere, der for nylig har været udsat for tilsvarende forulempelser i området, og ikke har anmeldt det til politiet, vil vi gerne høre fra dem", udtaler politikommissær Michael Lichtenstein.
"Vi er glade for at have pågrebet den formodede gerningsmand og håber, at det hermed stopper forholdene, så borgerne igen kan færdes trygt og sikkert i området."