Mand fundet død i krat ved kirkegård
Arkiv
En ukendt mand er fundet død i et krat ved en kirkegård i Christiansfeld, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Liget blev fundet klokken 10.15 torsdag af en forbipasserende. Politiet oplyser, at der er tale om en mand, men alder og identitet er ukendt.
Sydøstjyllands Politi er på stedet med teknikere og undersøger forholdene for at afdække, om der er tale om en naturlig død eller en forbrydelse. Undersøgelsen på stedet kan vare endnu nogle timer, og en mulig opklaring kræver eventuelt en obduktion, hvilket først kan finde sted i morgen fredag. Oplysninger om dødsårsagen vil tidligst komme i morgen.
Sydøstjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere oplysninger om de undersøgelser og den efterforskning, der er iværksat.