Så sagde det bang - mine sprængt udfor Gilleleje Havn
Siden søndag eftermiddag har Forsvarets minører huseret med deres sorte dykkerdragter og en knaldsort ribbåd, indsatsen skyldtes et fund af en over tre meter lang sømine eller torpedo. Tirsdag formiddag blev den endelig sprængt.
En tysk fiskekutter havde søndag morgen fået genstanden i nettet og sejlede den ind i Gilleleje Havn, idet skipperen ikke vidste helt hvad han skulle gøre med den rustne bombe. Derfor blev bomben surret fast på dækket og sejlet ind i havnen.
Gilleleje fiskerne har derimod en del erfaring med den slags, og fik omgående sendt den tyske kutter ud af havnen igen med sin livsfarlige last og efter aftale med forsvaret blev den mindst tre meter lange bombe sænket ned på ti meter vand udfor nakkehoved Fyr, det skete søndag formiddag.
Siden da har dykkere fra Søværnets Minørtjeneste knoklet med den potentielt livsfarlige genstand.
Søndag var det første hold ude ved bomben og undersøgte den nøje, der blev ikke foretaget sprængning søndag selvom et brag rullede gennem Gilleleje by omkring kl. 16.30 - braget stammede formentlig fra noget kraftigt nytårsfyrværkeri.
Mandag var minørerne igen i aktion, her blev der igen dykket løs omkring bomben som efter nogle fotos at dømme formentlig var identisk med en amerikansk 'Mark 13' flytorpedo fra 2. verdenskrig som kunne indeholde op mod 272 kilo sprængstof.
Mandskabet forlod igen Gilleleje Havn, mandag omkring kl. 14.30 og med den melding at det endnu var uvist om den fundne bombe skulle sprænges eller bjærges.
Bjærgningen ville kun ske hvis det var 100% sikkert at foretage bjærgningen, en bombe af den størrelse kan minørerne ikke sikre i feks. en bombekugle grundet den massive størrelse. Hvis den skulle transporteres ville det ske på ladet af en militærlastbil, og formentlig næppe være en last man som bilist havde lyst at ligge bagved.
Søværnets Minørerer ankom tirsdag morgen til Gilleleje Havn igen og denne gang blev der taget en beslutning omkring den fundne bombe - den skulle sprænges.
Undersøgelserne havde dog fastslået at bomben ikke umiddelbart var så farlig at den skulle sprænges ude på dybt vand, den blev trukket tættere på land og væk fra evt. passerende skibe og både.
Kl. 11.30 endte bomben så med at eksistere, minørerne sprængte den i stumper og stykker et stykke udfor Gilleleje havn, på strækningen mellem Gilleleje Havn og Nakkehoved Fyr. Braget fra eksplosionen kunne høres vidt omkring, og en del huse i havneområdet fik rystelser ved detonationen.
En vandsøjle rejste sig et stykke op i luften, men formentlig skete der ikke yderligere sprængning end af det sprængstof som minørerne selv havde placeret på bomben - den gamle formodede fly torpedo endte således sine dage med et godt brag.