Hvem er røveren på billedet?
Hvem er den maskerede mand på billedet? Det er det spørgsmål politiet håber at få besvaret, så gerningsmanden kan pågribes.
For næsten en måned siden, mandag den 27. oktober kl. 22.42, begik manden røveri mod tankstationen OK Plus+ på Østerbrogade 145 i Nykøbing Falster. Gerningsmanden henvendte sig ved kassen, hvor han truede ekspedienten med en brødkniv til at udlevere et beløb. Røveren forlod herefter tankstationen og løb muligvis i nordgående retning ad Peter Freuchenvej.
Politiet i Nykøbing F. efterlyser nu vidner, der var kan bidrage med oplysninger om gerningsmandens identitet. Han beskrives som mand, 165-175 cm høj, spinkel af bygning, iført sort elefanthue, sort hættetrøje, sort fleecejakke med hvidt logo på venstre bryst, sorte bukser med sidelommer, sorte sko med hvide sålkanter og sort/grå neopren arbejdshandsker.
Ud fra overvågningen fra stedet kan det ses, at gerningsmanden har en let foroverbøjet kropsholdning. Fleecejakken er for stor til gerningsmanden og er formodentlig ikke gerningsmandens egen jakke. Gerningsmanden talte dansk, og der er sandsynligvis tale om en yngre mand, vurderer politiet.
Har man oplysninger til sagen kan man ringe til Lokalpolitiet i Nykøbing F. på telefon 55311448 eller 114.