Hvor er skitet? Kvinde slap for cykelbøde i gågade
62-årig kvinde måtte igennem retten for at blive frikendt for at have cyklet i en gågade
Fordi politiet udskriver en bøde, er det ikke nødvendigvis det samme, som at den holder i byretten. Det fik en 62-årig kvinde bevist, da hun forleden slap for sin bøde for at have kørt cykel i gågaden i Slotsgade i Hillerød.
I retten forklarede kvinden, at hun var cyklet fra slotsstien og ad Murer-Tonnys Stræde hen mod Frederiksgade, da hun var blevet stoppet af en politibetjent i Frederiksgade. Hun havde ikke bemærket, at der var noget skilt, og derfor ville hun frifindes for den bøde, hun havde fået.
Betjenten kunne ikke huske
Betjenten afgav også forklaring i retten. Han kunne ifølge domsbogen ikke huske, hvilken retning kvinden var kommet cyklende i, men at han troede, kvinden var kommet fra Frederiksgade.
Han havde stået på hjørnet af Frederiksgade og Slotsgade for at stoppe cyklister. lød det.
Om der var et skilt, var betjenten ikke sikker på. Dommeren ville derfor ikke give kvinden nogen bøde, da retten ikke fandt det bevist, at der var skilte på stedet.
Kvinden blev frifundet i retten, og slap også for at betale sagens omkostninger.