Fortsæt til indhold

Smed sten og cykel på togskinner

Krimi
Martin Warming

Det kunne være endt helt galt, da ukendte gerningsmænd lørdag eftermiddag smed en cykel og nogle store sten ud på togskinnerne ved Fjellenstrup Trinbræt ved Gilleleje i Nordsjælland.
Heldigvis slap togføreren og passagerne med skrækken, da toget i fuld fart kørte hen over cyklen og stenene, fortæller vagtchef Peter Olesen fra Nordsjællands Politi.
"Der skete heldigvis ingen skader på hverken tog eller skinner, men det er meget farligt, når man smider ting ud på togskinnerne. Det kan i værste fald forårsage en afsporing. Vi har ikke nogle spor at gå efter, men vi betegner det som meget alvorlige drengestreger, så vi ser på sagen med stor alvorlighed, da det kan have store konsekvenser", siger vagtchefen til Lokalavisen.dk.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med episoden. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4.