Politiet nappede bilen og gav ny bøde
31-årig "tog chancen", selvom han havde mistet kørekortet
Der var tale om fuld tilståelse, da en 31-årig mand forleden fik sin dom i Retten i Hillerød. Manden var tiltalt for to gange at have kørt uden kørekort på Carlsbergvej tilbage i maj måned og på Herredsvejen tilbage i juli måned.
Manden forklarede i retten, at han havde "taget chancen", da han skulle have flyttet nogle ting. Den anden gang skulle han ud og købe noget, han ikke kunne have på sin cykel.
Den 31-årige havde fået frakendt kørekortet i en dom for spritkørsel tilbage i 2013, står der i domsbogen. Det kostede dengang en bøde på 21.000 kroner og tre år uden kørekort.
Straffen lød på 20 dages betinget fængsel, en bøde på 11.000 kroner og 30 timers samfundstjeneste. Derudover venter der en regning på sagens omkostninger.