Julen er også net-svindlernes højtid
I år købes hver femte julegave på nettet, men vær opmærksom
Danskernes handel på internettet stiger år for år. Særligt i julemånederne er der fart på internethandelen, som i år forventes at udgøre 20 prpcent af julesalget - hvilket betyder, at hver femte julegave bliver købt online. Det viser nye tal fra Foreningen for Dansk Internet Handel, som har medført et naturligt fokus på sikkerheden ved nethandel.
I løbet af de seneste år er antallet af svindelforretninger på internettet steget markant. Stigningen hænger tæt sammen med den øgede interesse for at handle gode tilbud på nettets virtuelle indkøbskurve. Det gør os forbrugere til nemme ofre for svindlere.
Det er jo sådan her i verden, at hvis noget ser for godt ud til at være sandt, er det ofte tilfældet. Men det ved svindelforretningerne også godt, så ofte bliver fx kopivarer udbudt til en pris, der ikke er usandsynlig lav. Og så bliver det sværere at gennemskue,” siger Bent Hørby, kundekonsulent i Middelfart Sparekasse, hvor man de senere år oplevet et stigende fokus hos kunderne på at se sig godt for, inden man handler på nettet.
En ekstra udgift
En stor udfordring ligger i de mange tilbud om prøvepakker på forskellige vidundermidler og helsekostprodukter, hvor man ved bestillingen samtidig siger ja til et abonnement på løbende levering.
Vi råder vores kunder til fortsat at være på vagt, inden de falder for et godt tilbud. Selvom internetsiderne er på dansk, kan forretningen godt høre hjemme i et fjernt oversøisk land, så prisen bliver pålagt told fordi handlen er gennemført uden for EU. Kig altid efter hjemmesidens menupunkt 'kontakt'. Seriøse firmaer er åbne om, hvem de er, og hvor de hører hjemme,” fortæller Bent Hørby og henviser i øvrigt til midspar.dk/indsigelse, hvor man kan læse om mulighederne for at komme ud af en dårlig oplevelse i forbindelse med handel på internettet.
For at hjælpe kunderne gennem en tryg julehandel på nettet giver Middelfart Sparekasse blandt andet kunderne 10 gode råd til mere sikker nethandel på deres hjemmeside.
“Det er altid en god idé at søge andres erfaringer med virksomheder, inden man handler. Og det kan gøres på forskellige måder. Man kan for eksempel læse brugeranmeldelser på Trustpilot og tjekke, om den pågældende internetvirksomheden har e-mærket – altså et mærke, som er sikkerhed for sikker nethandel,” siger Bent Hørby og råder til at gå ind på www.Forbrugereuropa.dk og finde den behjælpelige shopping-assistent Howard, der hjælper forbrugeren med at skille skidt og kanel.