Fortsæt til indhold

Bortførte sine egne børn til Jordan i 10 år

Krimi
Jacob Nielsen

En mor til to har måttet undvære sine børn i hele 10 år, efter børnenes far, tilbage i december 2003, valgte at tage dem med til Jordan. Nu er de to teenagebørn tilbage hos moderen og den 41-årige far er blevet idømt 3½ års ubetinget fængsel ved Retten i Esbjerg. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Et halvt år efter manden udrejste med børnene i 2003, blev kvinden tildelt forældremyndigheden over de dengang fire og seks år gamle børn. Men faren valgte at blive i Jordan og på den måde unddrage moderen forældreretten frem til juni i år, hvor han, af egen fri vilje, valgte at rejse tilbage til Danmark. Her blev han straks anholdt og varetægtsfængslet.
Ved tirsdagens dom blev manden også dømt for bedrageri mod en A-kasse, som han har modtaget godt 400.000 kroner fra uden at oplyse, at han havde forladt Danmark.
Den 41-årige blev fængslet efter dommen.