Voldelig tricktyv tabte slagsmål med 73-årig kvinde
En heltemodig, ældre kvinde snød fredag formiddag tre tricktyve, da de forsøgte at stjæle fra kvinden ved Rema 1000 på Nærum Hovedgade i Nærum i Nordsjælland.
Ude foran butikken blev den 73-årige kvinde fra Vedbæk omkring klokken 11.15 opmærksom på tre mistænkeligt udseende personer - to kvinder og en mand - og kort efter blev hun antastet af den yngste af kvinderne, som talte udenlandsk.
Samtidig opdagede den 73-årige, at en anden kvinde åbnede bagdøren i bilen for at snuppe noget på bagsædet.
Det lykkedes imidlertid den 73-årige at skræmme kvinderne væk, og umiddelbart efter noterede hun nummerpladen på den mandlige tricktyvs udenlandske bil.
Den 73-årige fulgte efter manden i bilen og så, hvordan de to kvindelige tricktyve ventede på ham ved et nærliggende busstoppested ved Birkeåsen, men da tricktyvene opdagede den 73-årige, rev den ene af kvinderne den 73-åriges bildør op og forsøgte at flå sedlen med registreringsnummeret ud af hånden på den 73-årige kvinde. Den 73-årige blev også revet i håret, oplyser vagtchef Henrik Rasmussen fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Med et solidt greb holdt den heltemodige 73-årige fast i tricktyvens cardigan, men det lykkedes tyven at krænge trøjen af og flygte.
Flugtbilen er en udenlandsk, mellemstor sedan af ukendt mærke og har nummerpladen BL 210 XY. De to sidste bogstaver er muligvis røde.
Alle tre tricktyve er østeuropæisk af udseende og beskrives som:
A) Kvinde, 40-45 år, 160 cm., kraftig og med sort langt hår. Hun bar en hvid, tynd skjortebluse, lyserødt tørklæde og kort nederdel.
B) Mand, 40-45 år, 160-170 cm., kraftig, kronraget eller skaldet. Han var iført en lys, kortærmet skjorte og lyse bukser.
C) Kvinde, cirka 20 år, 160 cm., kraftig med langt, sort hår. Hun var iført bukser og hvide eller sølvfarvede sandaler.
Episoden blev først anmeldt klokken 11.54, men politiet har efterfølgende forsøgt at skaffe videoovervågning fra området og vil fortsat efterforske sagen, oplyser Henrik Rasmussen.